Ulve i en foranderlig verden


Indhold:


 Canis lupus
 Ulven et flokdyr
 Ulven et rovdyr
 Arktisk ulv
 Andre ulve
 Forskning



Lavet af: Anne Gydesen
Photo © Monty Sloan / Wolf Park. Foto © Sabine Engelke.
Vist med tilladelse/ Used by permission only.
Copyright info.

   

   

   

   


 
Information Ulvetider Myter Quiz Lær mere


   



Photo © Monty SloanAlle dyr som jager større byttedyr vejer enten det samme som byttet eller jager i flok. Ulven tilhører sidste kategori. En flok kan lettere end en enkelt ulv fange et stort bytte, men en floks størrelse må heller ikke være så stor at den enkelte ulv ikke for noget udbytte. En typisk ulveflok er på 5-10 individer, men generalt er ulveflokken mindre hvor deres bytte er mindre og større hvor deres bytte er større. En ulveflok er typisk en familiegruppe, der består af det ynglende par, ungdyr og hvalpe, men i store flokke (op til 20 stk) kan både onkler, tanter og bedsteforældre forekomme; så store flokke hører dog til ekstremerne.

To faktorer må være tilstede for at en gruppe dyr kan fungerer som en enhed: et rangsystem og et kommunikation system til opretholdelse af rangsystemet.
Rangorden i en ulveflok er opdelt i køn og placering er stærkt relateret til dyrets alder. De voksne dominerer over hvalpene, og efterhånden som de unge ulve bliver kønsmodne, dominerer alfa-hannen over de andre hanner, mens alfahunnen dominerer over hunnerne. Indbyrdes har hvalpe og ungdyr deres eget rangsystem uafhængig af køn. I de fleste ulveflokke er det alfahannen som vælger ruten på vandringer og det er ham som flokken viser mest respekt, men det er uvist om han er den faktiske leder af flokken. Alfahunnen kan tillade sig at snuppe mad fra alfahannen og det er hende som dominerer i aktiviteter omkring hvalpene. Det er også alfahunnen som beslutter om familien skal flytte til en anden hule. Rangfølgen kønnene imellem er afvigende fra ulveflok til ulveflok og måske er der slet ikke tale om noget overordnet lederdyr, men snarere om samarbejde: Begge alfadyr jager og forsvarer territoriet og begge tager sig af hvalpene.
Omega-rangen er tilegnet den laveste rangerende ulv. Denne ulv er muligvis også en slags syndebuk for flokkens aggresioner. Hvis aggresionerne er voldsomme holder ulven sig i udkandten af flokken eller forlader den helt for at finde en mage selv; dette er en måde hvorpå nye ulveflokke opstår.


Kommunikation er meget vigtig for ulve, både i flokken og mellem flokkene. Ulve har flere forskellige måder at signalerer til hinanden på. Det vigtigste signal er lugt, og ulve har hver deres unikke lugt der fungerer som en slags fingeraftryk. Ulve bruger dufte i urin og afføringen til at markerer deres territorium, men der er også duftkirtler under hagen og under poterne til samme formål.

Hylet er nok den lyd ulven er mest kendt for. Et ulvehyl bliver af mennesker forbundet med rædsel eller som "naturens musik", men for ulvene er det blot et kommunikationsmiddel. Ulve kan hyle alene eller i gruppe: Ulve som hyler alene hyler ofte for at tiltrække en mage, mens ulve som hyler i en gruppe hyler for at afmærke territoriet. Ulvene bruger også hylet til at til samle flokken fx efter en jagt, og så kan det heller ikke udelukkes at cermonien er med til at styrke de sociale bånd mellem dyrene.
En hylekoncert starter ofte i skumringstiden og varer ca. 15 minutter. Afhængig af vindretningen kan hylet høres på en afstand af 2 til 3 kilometer. Når en ulv begynder vil andre hurtig stemme i på forskellige tonehøjder; resultatet er et indtryk af flere ulve end der faktisk er. Dette bedrag indebærer muligvis den fordel at ellers størrere stærkere ulveflokke holder sig væk. Forstillingen afsluttes lige så pludselig som den begyndte og efterlader et overvældende indtryk hos den menneskelige tilhører.

Hylet er den mest karakteristiske, men ikke den eneste lyd ulve kommunikerer med. Ulve kan fremsige adskillige lyde vi ikke har ord til, men der synes dog at være fire grundlyde for det menneskelige øre: Klynken, knurren, gøen og hylen.
Klynken benyttes ofte ved eller nær hulens åbning, især når hvalpene er ude for at lege. Derudover kan klynken af og til høres af en underlegen ulv når truet af en dominerende. Klynken opfattes som en underdanig eller venlig hilse lyd. Knurren er altid ensbetydende med aggressivitet og opfattes som en trudsel. Gøen hos ulven er en dyb kort vuf-ligende lyd. Man mener den benyttes som alarm og som en trudsel mod indtrængere i territoriet. Gøen kædes af og til sammen med hylen.

Foto © Sabine EngelkeKommunikation indenfor flokken er af afgørende betydning for at opretholde den komplekse sociale struktur. Den enkelte ulv kender dens plads i hirakiet og har en adfærd der passer til dens status. Kropssprog - øre, hale, ben, læber og kropsholding - fortæller om deres status og intentioner; om de er dominerende, submissive, aggresive, bange eller legesyge. Samme adfærd ser vi hos hunde, men hos ulve tydeliggøres udtrykne af mørke aftegninger.
Den aggressive ulv blotter tænderne og knurrer. Er den samtidig overlegen, altså selvsikker, har den rejste ører, kort mundvige, store øjne og kroppen er stor og stiv. Er den underlegen, altså usikker, viser den derimod underlegenhedstegn som tilbagelagte ører, lang mundvige, flad pande, smalle øjne og kroppen gøres lille evt krybende. Pacificerings adfærd har det formål at dæmpe en andens aggressivitet. Det er tæt forbundet med venlighed og underlegenhed og forskellen mellem disse adfærdstyper er for det meste små. En del pacificering har rødder i hvalpeadfærd, for eksempel den poteløften som ses på billedet og smasken, mens anden pacificering består i at skjule aggressivitetstegn, for eksempel at lukke munden og vende blikket bort. En "glad" ulv stråler over hele ansigtet: Åben mund, tungen løst hængende, ørerne fremadrettet og mundvigerne trukket tilbage. En sær kombination af over- og underlegenhed. Udtrykket kaldes også for Play-face, da det indbyder til leg.


Det er i reglen kun alfahunnen som er privilegeret til at få hvalpe (for mange hvalpe ville betyde mindre føde) og hun skal derfor sørge for at andre afkom ikke bliver sat i verden. Det kan hun bl.a gøre ved at stresse de andre hunner således at de forlader flokken for en tid eller holder sig i udkanten (I København Zoo har man løst dette problem ved kun at holde én hun i indhegningen). Det er dog til trods ikke unormalt at flere hunner i en flok alligevel får hvalpe: En nordamerikansk undersøgelse viste at der i hele 2 til 4 ud af 10 flokke, med mere end én kønsmoden hun, blev født flere hvalpekuld!

Paringssæssonen er i februarmåned men forberedelser begynder allerede i november hvor stemningen i flokken så småt er ved at blive hektisk. Det er især i denne tid at de kønsmodne dyr forlader flokken (enten tvunget eller frivilligt) for at prøve lykken selv. Omtrint en måned før fødslen udvælges et egnet sted til anlæggelse af en grav. Er der fred og ro benyttes samme sted i flere år, men forstyrelser kan få hunulven til at benytte nye og eventuelt flere huler.

Foto © Sabine EngelkeEfter en drægtighedsperiode på 63 dage fødes 4-6 blinde og døve hvalpe - total afhængige af moderens varme og mælk. Hunnen er derfor konstant i hulen den første uges tid, mens flokmedlemmer bringer hende føde. I to ugers alderen får hvalpene øjne og i tre ugers alderen kan de høre, det er også ved denne alder at hvalpene så småt begynder at bevæge sig ud af hulen for at udforske omgivelserne. Ørene bliver stive i 4 ugers alderen. Efterhånden som hvalpene udvikler sig kan de æde mere og mere solid føde, enten opgylpet eller serveret i stykker af de voksne. Alle flokmedlemmer deltager i opdragelse og pasning af ungerne. Hår, fjer og ben fungerer udemærket som legetøj hvalpene kan øve jagtteknik på.
Ulve bliver aldrig for gamle til at lege, en meget populær leg er "ta-fat" hvor ungerne atter lærer jagtteknik. Én ulv udvælges for en stund til at være "byttet" som resten af flokken forfølger "til døden" hvorefter en ny ulv er bytte. Efter 2 måneder er hvalpene helt afvænnet og de flyttes nu til en såkaldt "rendezvous-plads". En rendezvous-plads er et opholdssted for ungerne mens de voksne er på jagt mens en ungulv bliver på stedet for "babysitte".

Sidst på somren er ungerne store nok til at følge med flokken og nu kommer en streng optagelsesprøve til voksenlivet: Hvalpene skal deltage i deres første rigtige jagt. At jage enorme hovdyr er et farligt erhverv når man ikke har andre våben end tænder og skarp intelligens; de unge har meget at lære.
En ulveflok kan på sin vis betragtes som en familie der holder sammen mens afkommet lærer at overleve på egenhånd. Alfaparret viser de yngre og uerfarende ulve hvordan man jager og hvordan man opfostrer afkom. Hvalpene når ofte voksen størrelse indenfor deres første leveår og er fuldt udvokset det andet år. Når de er blevet 2-3 år gamle er de kønsmodne og parate til at forlade flokken for at prøve lykken selv. De fleste vilde ulve parrer sig næppe før fjerde eller femte leveår, men dette er nok snarere relateret til ulvens evne til at finde en mage og et ledigt territorium end til dens fysiologiske udvikling.


Flokkens liv foregår i territoriet der forsvares med duftsignaler og lyd. Duftsignalerne i form af urin eller ekskrementer vil oftes blive afsat til advarsel langs randen af territoriet samt langs ofte benyttet ruter.
Da en ulveflok hvert succesfuldt år opfostrer nye hvalpekuld bliver flokken på et tidspunkt overbebyrdet. Til sidst forlader de unge ulve flokkens territorium og vandre om efter et ledigt område. Disse eneulve kan dække enorme afstande ved at drive rundt mellem eksisterende flokke.

Kun sjældent sker der fysiske kampe i forbindelse med territorier, og da er der netop oftes tale om eneulve på afveje. Den uheldige ulv bliver genstand for brutal mobning der kan ende med døden, men sjældne gange sker det at den optages i flokken.
Det bedste for eneulven vil dog være hvis den uskadt kan finde frem til en mage og et ledigt territorium. Hvis det står småt til med byttedyr har et nydannet par ikke gode chancer for at beholde sit territorium idet naboflokke i såfald vil kræve det tilbage. Ofte er eneulve nødsaget til at vandre flere hundrede kilometer for at findes et egnet sted at slå sig ned. Andre unge ulve vælger at blive i moderflokken enten indtil "bolig"-situationen forbedre sig eller for at kæmpe sig opad rangstigen til alfaposition.

Ulve er forsigtige jægere og de bevæger de sig gerne over store afstande for at finde et sårbart bytte, de er således hele tiden på udkig. Territoriets størrelse afviger meget afhængig af forholdene, men med en god bestand af hjortevildt i skovområder synes et territorium på 20 x 25 km at være almindeligt. Om foråret/sommeren bryder flokken sommetider midlertidigt op for at jage smådyr hver for sig og samles så igen om efteråret. Ulve kan være aktive alle tider i døgnet om vinteren, mens de om sommeren følger en dag/nat-rytme. Man ved fra gammel tid at ulve har særlige ruter skabt af det omliggende terræng, som de benytter når de vandrer langt på udkig efter nye territorier. En af disse gamle vandringsruter går gennem de nordpolske og nordtyske hedeområder til egnene ved Lüneburger Heide nær Hamburg.

Kravet på huler, rastepladser, rejseruter og madressourcer er tilsyneladende et grundlæggende mønster indenfor ulveadfærd, men der er undtagelser. Selvom tundraulve samles i flokke i længere tid om året er de ikke territoriale, det kan ikke betale sig. Deres primære bytte caribouen undergår en årlig cyklusvandring mellem skove i syd og tundra i nord, og ulvene må følge med. Hvilken rolle duftafmærkning og hyl betyder for disse dyr, eller selv hvordan de organiserer og vedligeholder deres flokke er endnu ikke helt klart.


Meget af informationerne på denne side stammer fra "The wolf" skrevet af L. David Mech. Læs mere om bøgen og andre ulvebøger her.


Ulve i en foranderlig verden 2005 http://www.ulve.info