Canis lupus
Lavet af: Anne Gydesen Photo © Monty Sloan / Wolf Park. Foto © Sabine Engelke. Vist med tilladelse/ Used by permission only. Copyright info.
|
|
|||||||
|
To faktorer må være tilstede for at en gruppe dyr kan fungerer som en enhed:
et rangsystem og et kommunikation
system til opretholdelse af rangsystemet.
Kommunikation er meget vigtig for ulve, både i flokken og mellem flokkene. Ulve har flere forskellige måder at signalerer til hinanden på. Det vigtigste signal er lugt, og ulve har hver deres unikke lugt der fungerer som en slags fingeraftryk. Ulve bruger dufte i urin og afføringen til at markerer deres territorium, men der er også duftkirtler under hagen og under poterne til samme formål. Hylet er nok den lyd ulven er mest kendt for. Et ulvehyl bliver af mennesker forbundet med rædsel eller
som "naturens musik", men for ulvene er det blot et kommunikationsmiddel. Ulve kan hyle alene eller i gruppe: Ulve
som hyler alene hyler ofte for at tiltrække en mage, mens ulve som hyler i en gruppe hyler for at
afmærke territoriet. Ulvene bruger også hylet til at til samle flokken fx efter en jagt, og så kan det
heller ikke udelukkes at cermonien er med til at styrke de sociale bånd mellem dyrene. Hylet er den mest karakteristiske, men ikke den eneste lyd ulve kommunikerer med. Ulve kan fremsige adskillige lyde vi ikke har ord til,
men der synes dog at være fire grundlyde for det menneskelige øre:
Klynken, knurren, gøen og hylen. Kommunikation indenfor flokken er af afgørende betydning for at opretholde den komplekse sociale struktur.
Den enkelte ulv kender dens plads i hirakiet og har en adfærd der passer til dens status. Kropssprog -
øre, hale, ben, læber og kropsholding - fortæller om deres status og intentioner; om de er
dominerende, submissive, aggresive, bange eller legesyge. Samme adfærd ser vi hos hunde, men hos ulve
tydeliggøres udtrykne af mørke aftegninger.
Det er i reglen kun alfahunnen som er privilegeret til at få hvalpe (for mange hvalpe ville betyde mindre føde) og hun skal derfor sørge for at andre afkom ikke bliver sat i verden. Det kan hun bl.a gøre ved at stresse de andre hunner således at de forlader flokken for en tid eller holder sig i udkanten (I København Zoo har man løst dette problem ved kun at holde én hun i indhegningen). Det er dog til trods ikke unormalt at flere hunner i en flok alligevel får hvalpe: En nordamerikansk undersøgelse viste at der i hele 2 til 4 ud af 10 flokke, med mere end én kønsmoden hun, blev født flere hvalpekuld! Paringssæssonen er i februarmåned men forberedelser begynder allerede i november hvor stemningen i flokken så småt er ved at blive hektisk. Det er især i denne tid at de kønsmodne dyr forlader flokken (enten tvunget eller frivilligt) for at prøve lykken selv. Omtrint en måned før fødslen udvælges et egnet sted til anlæggelse af en grav. Er der fred og ro benyttes samme sted i flere år, men forstyrelser kan få hunulven til at benytte nye og eventuelt flere huler. Efter en drægtighedsperiode på 63 dage fødes 4-6 blinde og døve hvalpe - total afhængige af moderens varme og
mælk. Hunnen er derfor konstant i hulen den første uges tid, mens flokmedlemmer bringer hende føde.
I to ugers alderen får hvalpene øjne og i tre ugers alderen kan de høre, det er også ved denne alder
at hvalpene så småt begynder at bevæge sig ud af hulen for at udforske omgivelserne. Ørene bliver stive i 4 ugers alderen.
Efterhånden som hvalpene udvikler sig kan de æde mere og mere solid føde, enten opgylpet eller
serveret i stykker af de voksne. Alle flokmedlemmer deltager i opdragelse og pasning af ungerne. Hår, fjer og ben fungerer udemærket som legetøj hvalpene kan
øve jagtteknik på. Sidst på somren er ungerne store nok til at følge med flokken og nu kommer en streng optagelsesprøve til voksenlivet:
Hvalpene skal deltage i deres første rigtige jagt. At jage enorme hovdyr er et farligt erhverv når man
ikke har andre våben end tænder og skarp intelligens; de unge har meget at lære.
Flokkens liv foregår i territoriet der forsvares med duftsignaler og lyd. Duftsignalerne i form af urin eller
ekskrementer vil oftes blive afsat til advarsel langs randen af territoriet samt langs ofte benyttet ruter. Kun sjældent sker der fysiske kampe i forbindelse med territorier, og da er der netop oftes tale om eneulve på afveje.
Den uheldige ulv bliver genstand for brutal mobning der kan ende med døden, men sjældne gange sker det at den
optages i flokken. Ulve er forsigtige jægere og de bevæger de sig gerne over store afstande for at finde et sårbart bytte, de er således hele tiden på udkig. Territoriets størrelse afviger meget afhængig af forholdene, men med en god bestand af hjortevildt i skovområder synes et territorium på 20 x 25 km at være almindeligt. Om foråret/sommeren bryder flokken sommetider midlertidigt op for at jage smådyr hver for sig og samles så igen om efteråret. Ulve kan være aktive alle tider i døgnet om vinteren, mens de om sommeren følger en dag/nat-rytme. Man ved fra gammel tid at ulve har særlige ruter skabt af det omliggende terræng, som de benytter når de vandrer langt på udkig efter nye territorier. En af disse gamle vandringsruter går gennem de nordpolske og nordtyske hedeområder til egnene ved Lüneburger Heide nær Hamburg. Kravet på huler, rastepladser, rejseruter og madressourcer er tilsyneladende et grundlæggende
mønster indenfor ulveadfærd, men der er undtagelser. Selvom tundraulve samles i flokke i
længere tid om året er de ikke territoriale, det kan ikke betale sig. Deres primære bytte
caribouen undergår en årlig
cyklusvandring mellem skove i syd og tundra i nord, og ulvene må følge med. Hvilken rolle duftafmærkning og hyl
betyder for disse dyr, eller selv hvordan de organiserer og vedligeholder deres flokke er endnu ikke helt klart. Meget af informationerne på denne side stammer fra "The wolf" skrevet af L. David Mech. Læs mere om bøgen og andre ulvebøger her.
|
||||||