Ulve i en foranderlig verden


Indhold:


 Canis lupus
 Ulven et flokdyr
 Ulven et rovdyr
 Arktisk ulv
 Andre ulve
 Forskning



Lavet af: Anne Gydesen
Photo © Monty Sloan / Wolf Park. Ulv ved kadaver foto: The Searching Wolf Vist med tilladelse/ Used by permission only.
Copyright info.

   

   

   

   


 
Information Ulvetider Myter Quiz Lær mere


   



Kilde: Searching Wolf Ulven er et rovdyr og lever derfor udelukkende af kød. Af hensyn til fordøjelsen kan den dog finde på at spise græs og bær, men ligesom at hjorte ikke kan leve af kød kan ulven ikke leve af planter. I Norden er elg, ren og rådyr hovedføden, men også bæver, harer og mus tages. Af tamme dyr tager ulven af og til kvæg, får, rensdyr, heste, svin, hunde og katte. Disse tamdyr har udviklet sig under beskyttelse af mennesket og de falder derfor let for rovdyr som ulven, der har udviklet sig sammen med byttedyr, der kan forsvarer sig selv. Også ådsler og affald indgår som føde. En ulv skal have ca 5 kg kød dagligt (med hår og knogler). I hvert økosystem indgår der primært kun 1-2 typer byttedyr i ulvens diæt. Hvis der findes mere end to typer koncentrerer ulven sig om det mindste eller det der er lettest at nedlægge. Herved opnår ulven god jagterfaring og jagten indebærer en mindre risiko, men da ulve generalt ikke er kræsne er variationer i fødevalg almindelige og opstår fx i ynglesæsoner.

Jagten begynder ofte med en hilsecermoni hvorefter ulvene ivrige lunter afsted. Når ulvene opdager et større bytte som en elg afventer de byttets reaktion. En elg er stor og stærk og yderst farlig for ulven - vælger byttedyret at stå stille eller ligefrem at gå ulvene i møde opgiver ulvene med det samme, men vælger byttet at flygte udløses der øjeblikkeligt et angreb. Ulvene tester nu om byttet kan angribes med et vist minimum af risiko - hvis ulvene ikke indhenter byttet inden for få minuter eller hvis byttet standser indstilles jagten. Ved fortsat flugt tester ulvene elgens styrke ved gentagende angreb før dyret endelig nedlægges. Små ulveflokke bruger ofte lang til på at udmatte elgen og først når den er svag tør de angribe for at slå ihjel. Ulvene angriber især bagpart, lår og mule, men er elgen for stor for ulvene dør den i sidste ende muligvis af chok eller blodtab.

Ved mindre byttedyr som hjorte benytter ulve ofte en snigteknik. Hjortens bedste (og meget effektive) forsvar mod ulve er dens evne til at opdage ulven på afstand og så flygte - men de er stort set forsvarsløse hvis ulven først indhenter dem. En enkelt ulv er i stand til at dræbe en hjort, men jagtsuccesen er lille idet kun dyr i dårlig kondition nedlægges. Flere ulve kan også ligge i baghold, mens resten af flokken skræmmer dyret. Typiske angrebssteder på hjorte er bagpart, siderne og underliv. Døden indtræffer ved bid i halsen.

Straks efter at et bytte er nedlagt begynder ulvene at æde. De går først efter de mest næringsrige dele såsom indvolde, hvorefter hele dyret komsumeres. Typisk er der kun kaniet, underkæbe, knogler og en smule skind tilbage. Sommetider forlades et kadaver, men det vil blive spist før eller senere. Maden er hurtigt fordøjet og ulven kan æde flere gange i løbet af dagen når fødenmængden er stor. Tilgengæld kan ulven herefter gå adskillige dage uden føde. Denne evne til at rovæde og så faste kommer dyret til gode når jagtheldet svigter.


Ulven er tilpasset til at jage og til at dræbe større pattedyr, men disse byttedyr er tilpasset til at undgå ulveangreb. Studier fra Isle Royale National Park i Nordamerika viser at kun 6 af 131 opdaget elge blev dræbt - en succesrate på kun 4,5%. Det er snare reglen end undtagelsen at ulven fejler i jagt. Dette må nødvendigvis betyde at de få individer som så falder for ulve har en svaghed i forhold til andre dyr i bestanden. Undersøgelser viser at selvom ulve tester ethvert bytte de møder på jagt, så er drabene koncentreret om individer med en bestemt alder eller fysisk kondition - køn har en mere eller mindre betydning afhængig af art.
Det er absurd at tro at en vild ulv vil fravælge et stort, fedt, førsteklasses bytte (jævnfør drab på tamdyr), men på den anden side så har ulven måske ikke noget valg når det angår vilde byttedyr. Selektion af unge, gamle og andre udsatte individer forekommer af sig selv og har intet at gøre med hvad ulven som predator har i tankerne.

Direkte resultater af ulvens predation kan opdeles i fire grupper:

  1. Fjernelse af svage/syge individer; man undgår først og fremmest spredning af sygdomme gennem hele populationen. Samtidig er svage dyr mindre reproduktive, men de kræver mindst lige så meget føde og plads som raske. Deres tilstedeværelse i populationen vil derfor medføre ringere kår for raske individer, såfremt de ikke fjernes.

  2. Stigningen i produktiviteten hos byttedyr; er sandsynligvis et direkte resultat af ulvens predation på svage individer således at mængden af føde/plads øges. På lang sigt vil fjernelse af svage individer også sikre overlevelse af de bedst egnede.

  3. Regulering af byttedyrbestandene; afhænger af flere faktorer end predation (fx tæthed, reproduktion, sygdomme, fødemængde mv) og det gør det vanskeligt at sige om ulve kontrollerer deres byttedyrbestande eller ej. Nogle steder er ulven blot en mortalitets faktor, mens den andre steder kan være en begrænsende faktor. Ulvens predation kan dog have været en vigtig begrænsende faktor de fleste steder før mennesket blandede sig i økosystemerne.
    Studier fra Nordamerika (Isle Royal) viser at der hvor ulven kontrollerer elg (primært ved fjernelse af unger) holdes byttedyrbestandene rimlig stabile, mens der før ulvene kom var ekstrem store populationsudsving pga varierende fødemængde. Grove tal viser at ulvepredation er den kontrollerende mortalitetsfaktor der hvor bytte-predator raten er ca 11.000 kg bytte pr ulv eller mindre. Ved højere rater kan ulvepredationen ikke følge med den årlige reproduktion.

  4. Føde til ådselsædere; mange ådselsædere er afhængige af rovdyr til at skaffe dem mad. Andre mortalitetsfaktorer som sult eller sygdom er ofte katastrofefaktorer der slår til i løbet af få måneder, mens predation leverer en stabil fødemængde årets rundt. Et område med ulve vil derfor sandsynlig kunne bære flere ådselsædere end områder med andre mortalitetsfaktorer.

Følgende faktorer er skadelige for ulven: parasiter, sygdomme, skader, underernæring, social stress og forfølgelse af mennesket. Parasiter, sygdomme (herunder hundegalskab/rabies) og skader (især fra byttedyr) påvirker ofte enkelte eller flere ulve og kan være alvorlige nok, men i sidste ende er social stress/evt sammen med underernærning i følge ulvespecialist L. David Mech den vigtigste naturlige årsag til regulering af populationen.

I en ulvepopulation er der en konstant konkurrence både mellem individer i flokken og mellem flokkene. Vokser antallet af individer i en flok opstår der flere komplikationer og dermed splittes flokken. Øges antallet individer i flokken stadigvæk vil mangel på føde tvinge flokken til at vandre vidt omkring og risikoen for at møde andre flokke øges. Eneulve og mindre flokke klarer sig dårligt i konkurrence og bliver ofte dræbt ved konfentrationer, se evt afsnit om territorier. Den megen stress og evt underernæring vil medfører nedsat fertilitet, sygdom og død. Ulvepopulationen er altså selvregulerende, men hvor mennesker og ulve lever side om side er mennesket de fleste steder den regulerende faktor.

Mennesket har som den eneste mortalitetsfaktor truet med at udrydde ulven. Metoderne til at dræbe en ulv er mange og opfindsomme, men de mest almindelige er stålsakse, snarrer, gift og jagt med geværer fra luften. Motiver til at dræbe ulve er lige så mange som metoderne, men mange grunder desværre i had og misforståelser.
Personligt har jeg ikke noget imod jagt på ulv sålænge der er tale om bæredygtig jagt. Der er mange fordele ved jagt og i sidste ende vil det efter min mening også gavne ulven som art. Ulven har allerede overlevet ekstrem jagt i mange år og har herigennem udviklet en sky natur. Hvis mennesket holdte op med at jage ulven kunne man frygte at den ville ændre adfærd. Menneskevante ulve vil ikke kun være en stor plage for husdyrejere men muligvis også farlige (Se evt Myter om ulveadfærd)! Desuden risikerer man at ulvene parrer sig med hunde og derved udrydder sig selv genetisk.

Bæredygtig jagt vil ikke true med at udrydde ulven - tværtom! Stabile poplutioner kan sagtnens klare et moderat jagtpres som både vil gavne ulven som art og forskellige menneskers interesser. Med jagt ville man kunne begrænse de skader som ulven nu engang forvolder og husdyrejere ville hermed være væsentlig mere tolerante for at ulven lever i området; og for mange jægere er der foruden en oplevelse med at nedlægge en ulv(!) en økonomisk gevinst ved at sælge skindet.
Total fredning af ulven er en beundringsværdig tanke men desværre ikke særlig realistisk eller for den sags skyld til ret meget gavn hvis menneske og ulv skal leve i fredlig sameksistens. Ved truede ulvebestande er der i de fleste lande ikke tale om regelmæssig jagt, men om fredning eller om særlig jagt alt efter forholdene.


Meget af informationerne på denne side stammer fra "The wolf" skrevet af L. David Mech. Læs mere om bøgen og andre ulvebøger her.

Ulve i en foranderlig verden 2005 http://www.ulve.info