Hvis du taler til dyr vil de tale til dig og I vil lære hinanden at kende. Hvis du ikke taler til dem kommer du ikke til at kende dem, og det du ikke kender frygter du. Hvad du frygter ødelægger du. Chief Dan George

Intet andet dyr fremkalder så mange blandede følelser hos mennesket end ulven på trods af at de færreste af os har set eller hørt den i naturen. Nogle beundrer og beskytter dem mens andre afskyr og dræber dem. Mange mennesker i dag har stadig den middelalderlige frygt for ulve, en frygt som holdes i live af de utallige eventyr og fabler om glubske ulve.
Det sidste årti er der blevet gjort meget for at udrydde forestillingen om den onde ulv gennem forskning og udbredelse af viden. Nutidens mennesker er begyndt at indse at ulven er et vigtigt element i naturens økosystem og ulven er blevet et symbol på den "nye" vilde natur.
I midlertidigt er der ved at opstå en slags romantificering af ulven. Forestillingen om den gode ulv tiltaler mange ulveelskere præcis som myten om den onde ulv tiltalte datidens ulvehadere. Men sandheden er at ulven hverken er ond eller god. Ulven bør respekteres for det den virklig er: Et rovdyr i den fri natur.

Ulvens kropsbygning er velegnet til løb og trav: Forbenene er nærmest presset ind i brystet, hvilket gør det smalt, og mens albuerne vender indad vender poterne udaf. Disse træk gør det muligt for ulven at sætte bagpoten i sporet netop trådt af forpoten. Ulvens ben er generalt lange i forhold til andre medlemmer af hundefamilien - ulven opnår herved ikke kun større hastighed men gør det også lettere for den at færdes i høj sne. Som andre medlemer af familien er ulve tågængere, mens fx bjørnen er sålegænger. Der er 4 tæer på hver bagpote og 5 på forpoterne (én rør dog ikke jorden). Hver tå har en sej, men blød pude og en ikke tilbagetrækkelig klo. En sådan fod giver samme fordel som en klov har hos hjorte (hurtige og lette bevægelser) men samtidig tillader foden ulven at gå sikkert på glatte sten, væltet træer mv. Ulven traver med en hastighed på 12-16 km/h men kan i gallop komme helt op på 60-70 km/h.

Bortset fra de hurtige ben er munden ulvens vigtigste jagtredskab. 42 skarpe tænder er udviklet til at gribe (hjørnetænder) til at klippe (præmolarer) og til at knuse (kindtænder/molarer). Fortænderne er velegent til at nippe sparsomme rester af knoglerne. En ulv kan leverer et kæbetryk på 100 kg/cm2 (samlign med en shæferhunds 50 kg/cm2) - nok til at knuse et ben for at komme ind til marven. Selve kraniet er stort og langt. Volumen til hjernemassen er 150- 170 cm3 hvilket er mere end hos de fleste hunde.

Ulven har som jæger skarpe sanser og en fremragende evne til at lære. Dens lugtesans er ca. 100 gange bedre end menneskets idet den har en fem gange så stor sanseoverflade til at “fange” duftene i luften med. Den er i stand til at lugte bytte 2,5-3 km væk og længere endnu hvis vinden er rigtig. Den har også en utrolig god hørelse og kan opfange lyde i selv høje tonelejer langt væk. Ulve bruger fortrinsvis høre og lugte sansen mens synet i forhold hertil virker en anelse uskarpt.

En ulvepels består af to lag. Det inderste lag består af korte og bløde uldhår, som sidder tæt for at holde ulven varm. De indeholder et olieagtigt stof, der gør dem vandskyende. Det yderste lag, dækhårene, er længere, hårde og glatte. Disse hår afviser effektivt svavs og vand og modvirker isdannelse i frostvejr. Pelsen er så isolerende at sneen på en sovene ulv ikke smelter og en ulv kan uden problemer holde varmen i -40 graders frost. Foruden at holde kroppen varm og tør har pelsen også en tredje funktion. En ulv der har rullet sig for at sove ligner til forveksling en sten. Pelsens mørke nuancer af grå, brune og gyldne farver får ulven til at falde ind i omgivelserne - i aktiske egne er ulvens pels snehvid. Fordelen heraf opnås under jagt, men den gode camufleringsevne har også gjort ulven i stand til at leve tæt op ad mennesker.

De anatomiske træk har givet ulven en forbløffende tilpasningsevne og den træffes i mange forskellige habitater lige fra arktisk tundra, over skov til prærie. Oprindeligt strakte ulvens udbredelse sig over det meste af den nordlige halvkugle: Nordamerika, Europa og Asien, men efterstræbelse har indskrænket området stærkt.

To faktorer må være tilstede for at en gruppe dyr kan fungerer som en enhed: et rangsystem og et kommunikation system til opretholdelse af rangsystemet.
Rangorden i en ulveflok er opdelt i køn og placering er stærkt relateret til dyrets alder. De voksne dominerer over hvalpene, og efterhånden som de unge ulve bliver kønsmodne, dominerer alfa-hannen over de andre hanner, mens alfahunnen dominerer over hunnerne. Indbyrdes har hvalpe og ungdyr deres eget rangsystem uafhængig af køn. I de fleste ulveflokke er det alfahannen som vælger ruten på vandringer og det er ham som flokken viser mest respekt, men det er uvist om han er den faktiske leder af flokken. Alfahunnen kan tillade sig at snuppe mad fra alfahannen og det er hende som dominerer i aktiviteter omkring hvalpene. Det er også alfahunnen som beslutter om familien skal flytte til en anden hule. Rangfølgen kønnene imellem er afvigende fra ulveflok til ulveflok og måske er der slet ikke tale om noget overordnet lederdyr, men snarere om samarbejde: Begge alfadyr jager og forsvarer territoriet og begge tager sig af hvalpene.
Omega-rangen er tilegnet den laveste rangerende ulv. Denne ulv er muligvis også en slags syndebuk for flokkens aggresioner. Hvis aggresionerne er voldsomme holder ulven sig i udkandten af flokken eller forlader den helt for at finde en mage selv; dette er en måde hvorpå nye ulveflokke opstår.

Kommunikation er meget vigtig for ulve, både i flokken og mellem flokkene. Ulve har flere forskellige måder at signalerer til hinanden på. Det vigtigste signal er lugt, og ulve har hver deres unikke lugt der fungerer som en slags fingeraftryk. Ulve bruger dufte i urin og afføringen til at markerer deres territorium, men der er også duftkirtler under hagen og under poterne til samme formål.

Hylet er nok den lyd ulven er mest kendt for. Et ulvehyl bliver af mennesker forbundet med rædsel eller som "naturens musik", men for ulvene er det blot et kommunikationsmiddel. Ulve kan hyle alene eller i gruppe: Ulve som hyler alene hyler ofte for at tiltrække en mage, mens ulve som hyler i en gruppe hyler for at afmærke territoriet. Ulvene bruger også hylet til at til samle flokken fx efter en jagt, og så kan det heller ikke udelukkes at cermonien er med til at styrke de sociale bånd mellem dyrene.
En hylekoncert starter ofte i skumringstiden og varer ca. 15 minutter. Afhængig af vindretningen kan hylet høres på en afstand af 2 til 3 kilometer. Når en ulv begynder vil andre hurtig stemme i på forskellige tonehøjder; resultatet er et indtryk af flere ulve end der faktisk er. Dette bedrag indebærer muligvis den fordel at ellers størrere stærkere ulveflokke holder sig væk. Forstillingen afsluttes lige så pludselig som den begyndte og efterlader et overvældende indtryk hos den menneskelige tilhører.

Hylet er den mest karakteristiske, men ikke den eneste lyd ulve kommunikerer med. Ulve kan fremsige adskillige lyde vi ikke har ord til, men der synes dog at være fire grundlyde for det menneskelige øre: Klynken, knurren, gøen og hylen.
Klynken benyttes ofte ved eller nær hulens åbning, især når hvalpene er ude for at lege. Derudover kan klynken af og til høres af en underlegen ulv når truet af en dominerende. Klynken opfattes som en underdanig eller venlig hilse lyd. Knurren er altid ensbetydende med aggressivitet og opfattes som en trudsel. Gøen hos ulven er en dyb kort vuf-ligende lyd. Man mener den benyttes som alarm og som en trudsel mod indtrængere i territoriet. Gøen kædes af og til sammen med hylen.

Kommunikation indenfor flokken er af afgørende betydning for at opretholde den komplekse sociale struktur. Den enkelte ulv kender dens plads i hirakiet og har en adfærd der passer til dens status. Kropssprog - øre, hale, ben, læber og kropsholding - fortæller om deres status og intentioner; om de er dominerende, submissive, aggresive, bange eller legesyge. Samme adfærd ser vi hos hunde, men hos ulve tydeliggøres udtrykne af mørke aftegninger.
Den aggressive ulv blotter tænderne og knurrer. Er den samtidig overlegen, altså selvsikker, har den rejste ører, kort mundvige, store øjne og kroppen er stor og stiv. Er den underlegen, altså usikker, viser den derimod underlegenhedstegn som tilbagelagte ører, lang mundvige, flad pande, smalle øjne og kroppen gøres lille evt krybende. Pacificerings adfærd har det formål at dæmpe en andens aggressivitet. Det er tæt forbundet med venlighed og underlegenhed og forskellen mellem disse adfærdstyper er for det meste små. En del pacificering har rødder i hvalpeadfærd, for eksempel den poteløften som ses på billedet og smasken, mens anden pacificering består i at skjule aggressivitetstegn, for eksempel at lukke munden og vende blikket bort. En "glad" ulv stråler over hele ansigtet: Åben mund, tungen løst hængende, ørerne fremadrettet og mundvigerne trukket tilbage. En sær kombination af over- og underlegenhed. Udtrykket kaldes også for Play-face, da det indbyder til leg.

Det er i reglen kun alfahunnen som er privilegeret til at få hvalpe (for mange hvalpe ville betyde mindre føde) og hun skal derfor sørge for at andre afkom ikke bliver sat i verden. Det kan hun bl.a gøre ved at stresse de andre hunner således at de forlader flokken for en tid eller holder sig i udkanten (I København Zoo har man løst dette problem ved kun at holde én hun i indhegningen). Det er dog til trods ikke unormalt at flere hunner i en flok alligevel får hvalpe: En nordamerikansk undersøgelse viste at der i hele 2 til 4 ud af 10 flokke, med mere end én kønsmoden hun, blev født flere hvalpekuld!

Paringssæssonen er i februarmåned men forberedelser begynder allerede i november hvor stemningen i flokken så småt er ved at blive hektisk. Det er især i denne tid at de kønsmodne dyr forlader flokken (enten tvunget eller frivilligt) for at prøve lykken selv. Omtrint en måned før fødslen udvælges et egnet sted til anlæggelse af en grav. Er der fred og ro benyttes samme sted i flere år, men forstyrelser kan få hunulven til at benytte nye og eventuelt flere huler.

Efter en drægtighedsperiode på 63 dage fødes 4-6 blinde og døve hvalpe - total afhængige af moderens varme og mælk. Hunnen er derfor konstant i hulen den første uges tid, mens flokmedlemmer bringer hende føde. I to ugers alderen får hvalpene øjne og i tre ugers alderen kan de høre, det er også ved denne alder at hvalpene så småt begynder at bevæge sig ud af hulen for at udforske omgivelserne. Ørene bliver stive i 4 ugers alderen. Efterhånden som hvalpene udvikler sig kan de æde mere og mere solid føde, enten opgylpet eller serveret i stykker af de voksne. Alle flokmedlemmer deltager i opdragelse og pasning af ungerne. Hår, fjer og ben fungerer udemærket som legetøj hvalpene kan øve jagtteknik på.
Ulve bliver aldrig for gamle til at lege, en meget populær leg er "ta-fat" hvor ungerne atter lærer jagtteknik. Én ulv udvælges for en stund til at være "byttet" som resten af flokken forfølger "til døden" hvorefter en ny ulv er bytte. Efter 2 måneder er hvalpene helt afvænnet og de flyttes nu til en såkaldt "rendezvous-plads". En rendezvous-plads er et opholdssted for ungerne mens de voksne er på jagt mens en ungulv bliver på stedet for "babysitte".

Sidst på somren er ungerne store nok til at følge med flokken og nu kommer en streng optagelsesprøve til voksenlivet: Hvalpene skal deltage i deres første rigtige jagt. At jage enorme hovdyr er et farligt erhverv når man ikke har andre våben end tænder og skarp intelligens; de unge har meget at lære.
En ulveflok kan på sin vis betragtes som en familie der holder sammen mens afkommet lærer at overleve på egenhånd. Alfaparret viser de yngre og uerfarende ulve hvordan man jager og hvordan man opfostrer afkom. Hvalpene når ofte voksen størrelse indenfor deres første leveår og er fuldt udvokset det andet år. Når de er blevet 2-3 år gamle er de kønsmodne og parate til at forlade flokken for at prøve lykken selv. De fleste vilde ulve parrer sig næppe før fjerde eller femte leveår, men dette er nok snarere relateret til ulvens evne til at finde en mage og et ledigt territorium end til dens fysiologiske udvikling.

Flokkens liv foregår i territoriet der forsvares med duftsignaler og lyd. Duftsignalerne i form af urin eller ekskrementer vil oftes blive afsat til advarsel langs randen af territoriet samt langs ofte benyttet ruter.
Da en ulveflok hvert succesfuldt år opfostrer nye hvalpekuld bliver flokken på et tidspunkt overbebyrdet. Til sidst forlader de unge ulve flokkens territorium og vandre om efter et ledigt område. Disse eneulve kan dække enorme afstande ved at drive rundt mellem eksisterende flokke.

Kun sjældent sker der fysiske kampe i forbindelse med territorier, og da er der netop oftes tale om eneulve på afveje. Den uheldige ulv bliver genstand for brutal mobning der kan ende med døden, men sjældne gange sker det at den optages i flokken.
Det bedste for eneulven vil dog være hvis den uskadt kan finde frem til en mage og et ledigt territorium. Hvis det står småt til med byttedyr har et nydannet par ikke gode chancer for at beholde sit territorium idet naboflokke i såfald vil kræve det tilbage. Ofte er eneulve nødsaget til at vandre flere hundrede kilometer for at findes et egnet sted at slå sig ned. Andre unge ulve vælger at blive i moderflokken enten indtil "bolig"-situationen forbedre sig eller for at kæmpe sig opad rangstigen til alfaposition.

Ulve er forsigtige jægere og de bevæger de sig gerne over store afstande for at finde et sårbart bytte, de er således hele tiden på udkig. Territoriets størrelse afviger meget afhængig af forholdene, men med en god bestand af hjortevildt i skovområder synes et territorium på 20 x 25 km at være almindeligt. Om foråret/sommeren bryder flokken sommetider midlertidigt op for at jage smådyr hver for sig og samles så igen om efteråret. Ulve kan være aktive alle tider i døgnet om vinteren, mens de om sommeren følger en dag/nat-rytme. Man ved fra gammel tid at ulve har særlige ruter skabt af det omliggende terræng, som de benytter når de vandrer langt på udkig efter nye territorier. En af disse gamle vandringsruter går gennem de nordpolske og nordtyske hedeområder til egnene ved Lüneburger Heide nær Hamburg.

Kravet på huler, rastepladser, rejseruter og madressourcer er tilsyneladende et grundlæggende mønster indenfor ulveadfærd, men der er undtagelser. Selvom tundraulve samles i flokke i længere tid om året er de ikke territoriale, det kan ikke betale sig. Deres primære bytte caribouen undergår en årlig cyklusvandring mellem skove i syd og tundra i nord, og ulvene må følge med. Hvilken rolle duftafmærkning og hyl betyder for disse dyr, eller selv hvordan de organiserer og vedligeholder deres flokke er endnu ikke helt klart.

Jagten begynder ofte med en hilsecermoni hvorefter ulvene ivrige lunter afsted. Når ulvene opdager et større bytte som en elg afventer de byttets reaktion. En elg er stor og stærk og yderst farlig for ulven - vælger byttedyret at stå stille eller ligefrem at gå ulvene i møde opgiver ulvene med det samme, men vælger byttet at flygte udløses der øjeblikkeligt et angreb. Ulvene tester nu om byttet kan angribes med et vist minimum af risiko - hvis ulvene ikke indhenter byttet inden for få minuter eller hvis byttet standser indstilles jagten. Ved fortsat flugt tester ulvene elgens styrke ved gentagende angreb før dyret endelig nedlægges. Små ulveflokke bruger ofte lang til på at udmatte elgen og først når den er svag tør de angribe for at slå ihjel. Ulvene angriber især bagpart, lår og mule, men er elgen for stor for ulvene dør den i sidste ende muligvis af chok eller blodtab.

Ved mindre byttedyr som hjorte benytter ulve ofte en snigteknik. Hjortens bedste (og meget effektive) forsvar mod ulve er dens evne til at opdage ulven på afstand og så flygte - men de er stort set forsvarsløse hvis ulven først indhenter dem. En enkelt ulv er i stand til at dræbe en hjort, men jagtsuccesen er lille idet kun dyr i dårlig kondition nedlægges. Flere ulve kan også ligge i baghold, mens resten af flokken skræmmer dyret. Typiske angrebssteder på hjorte er bagpart, siderne og underliv. Døden indtræffer ved bid i halsen.

Straks efter at et bytte er nedlagt begynder ulvene at æde. De går først efter de mest næringsrige dele såsom indvolde, hvorefter hele dyret komsumeres. Typisk er der kun kaniet, underkæbe, knogler og en smule skind tilbage. Sommetider forlades et kadaver, men det vil blive spist før eller senere. Maden er hurtigt fordøjet og ulven kan æde flere gange i løbet af dagen når fødenmængden er stor. Tilgengæld kan ulven herefter gå adskillige dage uden føde. Denne evne til at rovæde og så faste kommer dyret til gode når jagtheldet svigter.

Ulven er tilpasset til at jage og til at dræbe større pattedyr, men disse byttedyr er tilpasset til at undgå ulveangreb. Studier fra Isle Royale National Park i Nordamerika viser at kun 6 af 131 opdaget elge blev dræbt - en succesrate på kun 4,5%. Det er snare reglen end undtagelsen at ulven fejler i jagt. Dette må nødvendigvis betyde at de få individer som så falder for ulve har en svaghed i forhold til andre dyr i bestanden. Undersøgelser viser at selvom ulve tester ethvert bytte de møder på jagt, så er drabene koncentreret om individer med en bestemt alder eller fysisk kondition - køn har en mere eller mindre betydning afhængig af art.
Det er absurd at tro at en vild ulv vil fravælge et stort, fedt, førsteklasses bytte (jævnfør drab på tamdyr), men på den anden side så har ulven måske ikke noget valg når det angår vilde byttedyr. Selektion af unge, gamle og andre udsatte individer forekommer af sig selv og har intet at gøre med hvad ulven som predator har i tankerne.

Direkte resultater af ulvens predation kan opdeles i fire grupper:

1. Fjernelse af svage/syge individer; man undgår først og fremmest spredning af sygdomme gennem hele populationen. Samtidig er svage dyr mindre reproduktive, men de kræver mindst lige så meget føde og plads som raske. Deres tilstedeværelse i populationen vil derfor medføre ringere kår for raske individer, såfremt de ikke fjernes.

2. Stigningen i produktiviteten hos byttedyr; er sandsynligvis et direkte resultat af ulvens predation på svage individer således at mængden af føde/plads øges. På lang sigt vil fjernelse af svage individer også sikre overlevelse af de bedst egnede.

3. Regulering af byttedyrbestandene; afhænger af flere faktorer end predation (fx tæthed, reproduktion, sygdomme, fødemængde mv) og det gør det vanskeligt at sige om ulve kontrollerer deres byttedyrbestande eller ej. Nogle steder er ulven blot en mortalitets faktor, mens den andre steder kan være en begrænsende faktor. Ulvens predation kan dog have været en vigtig begrænsende faktor de fleste steder før mennesket blandede sig i økosystemerne.
   Studier fra Nordamerika (Isle Royal) viser at der hvor ulven kontrollerer elg (primært ved fjernelse af unger) holdes byttedyrbestandene rimlig stabile, mens der før ulvene kom var ekstrem store populationsudsving pga varierende fødemængde. Grove tal viser at ulvepredation er den kontrollerende mortalitetsfaktor der hvor bytte-predator raten er ca 11.000 kg bytte pr ulv eller mindre. Ved højere rater kan ulvepredationen ikke følge med den årlige reproduktion.

4. Føde til ådselsædere; mange ådselsædere er afhængige af rovdyr til at skaffe dem mad. Andre mortalitetsfaktorer som sult eller sygdom er ofte katastrofefaktorer der slår til i løbet af få måneder, mens predation leverer en stabil fødemængde årets rundt. Et område med ulve vil derfor sandsynlig kunne bære flere ådselsædere end områder med andre mortalitetsfaktorer.

Følgende faktorer er skadelige for ulven: parasiter, sygdomme, skader, underernæring, social stress og forfølgelse af mennesket. Parasiter, sygdomme (herunder hundegalskab/rabies) og skader (især fra byttedyr) påvirker ofte enkelte eller flere ulve og kan være alvorlige nok, men i sidste ende er social stress/evt sammen med underernærning i følge ulvespecialist L. David Mech den vigtigste naturlige årsag til regulering af populationen.

I en ulvepopulation er der en konstant konkurrence både mellem individer i flokken og mellem flokkene. Vokser antallet af individer i en flok opstår der flere komplikationer og dermed splittes flokken. Øges antallet individer i flokken stadigvæk vil mangel på føde tvinge flokken til at vandre vidt omkring og risikoen for at møde andre flokke øges. Eneulve og mindre flokke klarer sig dårligt i konkurrence og bliver ofte dræbt ved konfentrationer, se evt afsnit om territorier. Den megen stress og evt underernæring vil medfører nedsat fertilitet, sygdom og død. Ulvepopulationen er altså selvregulerende, men hvor mennesker og ulve lever side om side er mennesket de fleste steder den regulerende faktor.

Mennesket har som den eneste mortalitetsfaktor truet med at udrydde ulven. Metoderne til at dræbe en ulv er mange og opfindsomme, men de mest almindelige er stålsakse, snarrer, gift og jagt med geværer fra luften. Motiver til at dræbe ulve er lige så mange som metoderne, men mange grunder desværre i had og misforståelser.
Personligt har jeg ikke noget imod jagt på ulv sålænge der er tale om bæredygtig jagt. Der er mange fordele ved jagt og i sidste ende vil det efter min mening også gavne ulven som art. Ulven har allerede overlevet ekstrem jagt i mange år og har herigennem udviklet en sky natur. Hvis mennesket holdte op med at jage ulven kunne man frygte at den ville ændre adfærd. Menneskevante ulve vil ikke kun være en stor plage for husdyrejere men muligvis også farlige (Se evt Myter om ulveadfærd)! Desuden risikerer man at ulvene parrer sig med hunde og derved udrydder sig selv genetisk.

Bæredygtig jagt vil ikke true med at udrydde ulven - tværtom! Stabile poplutioner kan sagtnens klare et moderat jagtpres som både vil gavne ulven som art og forskellige menneskers interesser. Med jagt ville man kunne begrænse de skader som ulven nu engang forvolder og husdyrejere ville hermed være væsentlig mere tolerante for at ulven lever i området; og for mange jægere er der foruden en oplevelse med at nedlægge en ulv(!) en økonomisk gevinst ved at sælge skindet.
Total fredning af ulven er en beundringsværdig tanke men desværre ikke særlig realistisk eller for den sags skyld til ret meget gavn hvis menneske og ulv skal leve i fredlig sameksistens. Ved truede ulvebestande er der i de fleste lande ikke tale om regelmæssig jagt, men om fredning eller om særlig jagt alt efter forholdene.

Den arktiske ulv (Canis lupus arctos) er en underart til ulven (Canis lupus) og kendes på sin hvide pels. Man har set arten helt ned til 60 breddegrad, men de fleste ulve syd for 70 breddegrad er grå eller sorte. Nord for 70 breddegrad og på Grønland er de fleste hvis ikke alle ulve hvide. Pelsfarve er egentlig ikke et særlig godt grundlag til at beskrive underarter. Den arktiske ulv er en ulv; ser ud som en ulv og har adfærd som en ulv. Udover den hvide pels har den arktiske ulv også andre karakteristiske træk: en kortere snude og mindre ører - sandsynligvis for at minimere varmetab fra kroppen.

Arktisk er næsten ubeboet af mennesker. Den nordligste inuitlandsby ligger omkring 75 breddegrad og andre menneskelige aktiviteter i regionen begrænser sig til vejrstationer eller militære baser.
På grund af klimatet har arktiske ulve imodsætning til deres slægtninge syd på aldrig været ektrem jaget eller forfulgt af mennesker. Dette er sandsynligvis forklaringen på hvorfor arktiske ulve ikke er mere sky overfor mennesker end andet fremmede. I stedet for at flygte ved færten af menneske stopper de op og kigger nysgerigt. Denne mangel på frygt har gjort det muligt for ulveforskere at komme hel tæt på flokke og iagttage deres adfærd.

Vinteren i Arktisk er lang og hård. Fra omkring oktober til februar er det mørkt i døgnets 24 timer.
Arktiske ulvehvalpe bliver født sendt i maj eller tidlig i juni. De må tage meget hurtigt på i vægt den første korte sommer for at overleve vinteren. Dette kræver enorme mængder føde. Ulve æder alt det de kan finde eller fange på deres vej, dette inkluderer sæler, lemminger, fugle og harer, men moskusoksen er nød til at udgøre en hel del af kosten for at de kan overleve. En ulveflok må ofte vandre flere kilometer før de finder en moskusoksehjord.

Når ulvene opdager en flok moskusokser, nærmer de sig langsomt og lydløst. Så pludselig styrer de med rivende hast mod hjorden i et forsøg på at skabe panik. Løbende bytte er nemlig mere sikkert at angribe, men ofte stopper hjorden igen og vender sig imod ulvene. Moskusokser har udviklet et effektivt forsvar mod ulve - de vender den sårbare bagside indaf og hovedet udaf således at dyrene danner en cirkel med kalvene i centrum. Angriberne står nu overfor en mur af spidse horn og hove og må oftest opgive. Ulveflokken vandrer videre til de støder på en ny moskusoksehjord og prøver om jagtheldet er med dem denne gang. Ulvene har især en fordel i ujævnt terræng hvorved de kan komme tæt på flokken inden de opdages.

Når moskusokserne får færden af ulvene og det lykkes ulvene at få dem til at flygte kigger angriberne især efter sårbare medlemmer i flokken. Kalve er lettere at fange og dræbe end voksne individer og disse står ofte for skud. Når byttet er nedlagt vil ulvene straks begynde at æde så de med fyldte maver kan vende hjem til hvalpene. Ved at slikke de voksne ulve i mundvigen får hvalpene dem til at gylpe halvfordøjet kød op, lige til at spise.

Den grå ulv er den mest udbredte ulveart. Det er også den ulveart hvor der er beskrevet mange underarter. 'Canis' er grå ulvens slægts-navn som den deler med de andre ulvearter, mens 'lupus' er selve arts-navnet. En underart er fx den arktiske ulv. Den benævnes canis lupus arctos, hvor arctos er det navn for netop den underart som lever i arktisk. Der findes mange underarter til den grå ulv, og disse opdeles ofte efter hvor de lever.

Den røde ulv er mindre end den grå ulv men større end coyoten (Canis latrans). Den har fået sit navn pga sin rødlige pelsfarve på hoved, øre og ben. Den røde ulv var engang udbredt over det meste af det sydøstlige USA, men omkring 1980 eksisterede den røde ulv kun i fangeskab; en population på bare 14 dyr.Yngleprojekter har i middlertidig været succesfulde og den røde ulv lever i dag i det fri i North Carolina og Tennessee.

Den røde ulv er et særtilfælde, man diskuterer endnu dens oprindelse. Nogle mener den røde ulv er en art for sig, andre mener den er en underart til den grå ulv og nogle mener den er en krydsning mellem coyoten og den grå ulv. En genetisk undersøgelse foretaget 1992 har ikke kunnet påpege en forskel mellem røde ulve og ulv/coyote krydsninger, der er altså belæg for at mene den røde ulv er en krydsning.

Bliver det vedtaget at den røde ulv rent faktisk er en hybrid kan det få alvorlige konsekvenser for bevaringsarbejdet. Hybrider er i følge amerikansk lovgivning nemlig ikke omfattet af Endangered Species Act, der beskytter truede arter.
I naturen er artsbegrebet knap så kasse opdelt som vi mennesker gerne vil have, og rødulven risikerer at skulle betale herfor. I øjeblikket forvaltes den røde ulv dog under Endangered Species Act, da den genetiske undersøgelse ikke kan udelukke rødulven som en egen art.

Den ætiopiske ulv, som lever i Afrika, ansås før i tiden for at være sjakal, men genetiske analyseresultater tyder på at "sjakalen" faktisk er en ulv. Netop som man har opdaget en "ny" ulveart ser man at den er alvorlig truet. Om bare ti år er den ætiopiske ulv muligvis ikke længere at finde i naturen! De største trudsler mod arten er sygdom og stadig mangel på uberørt natur. Et tredje meget alvorligt problem er hybridlisering med hunde.

Dire ulven er den største og mest robuste ulveart man kender til har levet. Den levede i Nordamerika under en istid for 1,6 millioner år siden (Pleistocene). Fossiler af den ulv er fundet spredt over det nordamerikanske kontinent, men de højeste koncentrationer er fundet i Californien og Florida. Edward's ulv var en mindre ulv som også levede i Nordamerika i den pleistocene epoke. Velbevarede fossiler af denne ulv, især tænder, er fundet i flodaflejringer i Florida.

Prærieulven levede oprindeligt på vestens prærie, mens da dens konkurrenter den grå og røde ulv efterhånden forsvandt, blev dens udbreddelse stærkt udviddet. Den meget varierende kost som prærieulven kan indtage har også bidraget til dens succes. Arten jager et bredt udsnit af byttedyr og går heller ikke afvejen for ådsler. Som hos mange andre arter af hundefamilien indgår der desuden en del planteføde i diæten, især frugt.
Før i tiden jagede prærieulven primært om dagen men er nu blevet mere nataktiv på grund af menneskelig dagaktivitet. Prærieulve er hovedsagelig enegængere og imodsætning til ulve danner de ikke flokke. Små grupper er dog observeret sammen for en kortere tid. Begge forældre deltager i pasning af afkom, hvor hannen samler det meste af føden. Kuldstørrelse afviger, men omkring 6 hvalpe er almindelig.

Prærieulvens pelsfarve afviger meget, men er mest afhængig af det omliggende tærring. Dyr fra golde områder er brun/gullige, mens dyr længere nordpå synes at være mørkere. Også størrelsen er stærkt relateret til hvor dyret lever. Individer fra varme, tørre ørkner mod sydvest vejer kun omkring 11 kg, mens dyr i de nordlige skove kan veje helt op til 34 kg! Prærieulvens navn coyote stammer fra ordet "coyotl", som betyder "gøende hund". Det er et navn, som meget vel beskriver dyret for det den er mest kendt for. Uden præriulvens natlige kalden ville Amerikas prærie i det vilde vesten simpelhen ikke være det samme.

Som så mange andre arter fra hundefamilien har prærieulven været jaget vildt af ranchejere pga. dets vane med at angribe tamdyr. Undersøgelser viser imidletidig at prærieulve generalt ikke angriber tamdyr så ofte som påstås. Landmænd burde i stedet anse prærieulven som en ven idet den tager et stort antal gnavere - dyr som i sandhed kan være en plage! Hvis alle prærieulve blev fjernet fra et område kan man frygte at gnaverne vil overbelaste miljøet og dermed være årsag til stor skade på jordbrug og naturlig land.

Mankeulven er som prærieulven enegænger det meste af sit liv. Et par deler gerne et territorie, men kommer generalt kun sammen for at yngle. Begge forældre deltager i opfostringen af afkommet. Mankeulven er meget sårbar idet landmænd jager dem af frygt for tab af tamdyr - især høns. Sygdom er også en delvis grund til deres faldende antal. Argentina og Brazilien rummer de største poplutioner af arten. Flere græsområder har i nyere tid været med til at hjælpe mankeulvens genetabliering og antalet synes igen at være på vej op. Offentlig information om mankeulven er undervejs i Sydamerika for at overtale lokale beboere til at være mere forstående og tolerant overfor et så unik dyr som mankeulven.

Jordulven foretrækker at leve alene undtagen når ungerne skal opfostres. Som hos ulven føder hunjordulven hvalpene i en hule. Sommetider deles hulen af flere ynglende hunner. Jordulven er aktiv om natten hvor den søger føde. Den lever overvejende af insekter (termitter og larver), men æder også ådsler og dyre- og fugleunger.

Den intense forfølgelse af ulve gennem århundrede har gjort arten udsædvanlig sky og mange steder er ulven fortrængt til øde egne. Disse kendsgerninger gør det vanskeligt for forskerne at undersøge ulvens adfærd og antal, men ved hjælp af teknologisk udstyr og de spor som ulven efterlader er det alligevel muligt at skaffe gode informationer.

Spor er for eksempel poteaftryk, afføring, kadavrer og for ulven speciel: hylet. Forskning i feltet går ud på at analyserer disse spor. De bedste betingelser for sporing er om vinteren hvor der er sne - metoden er altså kun anvendelig i få perioder om året. Med vintersporinger er det især muligt i mindre populationer som i Sverige at registrerer antallet af individer, par og flokke og dermed følge populationens udvikling. Sammenholdes data med territorieafmærkninger kan man danne sig et billed af ulvens geografiske færden.
Ved man hvor en flok holder til og efterligner man ulvenes hyl er det muligt at lokaliserer flokken og undersøge deres antal udfra svaret! Denne metode er dog noget usikker idet ulvene muligvis ikke svarer. Privatpersoner kan med fordel hjælpe til med populationsbestemmelsen ved at indberette spor, men desværre er ulvespor vanskelige at adskille fra hundespor så selv øvet personer kan tage fejl.

Ved at undersøge byttedyr dræbt af ulve får man en viden om rovdyrets indvirken på poplationerne. Man undersøger hvor mange dyr som er dræbt og af hvilken type. Fordelingen af byttedyr som ulven har komsumeret kan påvises udfra afføringen. Yderligere er det interessant at finde ud af hvilke byttedyr som er særlig udsatte for predation - har alder, kondition og køn for eksempel nogen betydning? Indsamling af kæber, knogler og kranier fra dræbte dyr kan give gode oplysninger.

Radiomærkning er en meget effektiv metode til at indsamle oplysninger på, men den er også forholdsvis dyr især hvis sporingen foretages med fly. Ved selve mærkningen fås information om individets alder, vægt og køn og samtidig tages blod/vævsprøver til analyser. Hermed er det bl.a muligt at fastslå slægtsskab mellem individer og dermed undersøge i hvilket omfang indavl forekommer i populationen. Med radiomærkning får man sikker viden om territoriets størrelse samt information om aktivitet og bevægelsesmønstre indenfor terrotioriet. Man får større viden om dødelighed og dødsårsag, floksplittelse m.v.

Studiet af flokadfærd er især vanskeligt idet man her er nød til at være tæt på ulvene. viden på dette felt stammer fra ulve i fangeskab og er derfor ikke helt tilfredsstillende hvis man ønsker at undersøge vilde ulves adfærd. Biolog og ulvespecialist L. David Mech har dog opnået imponerende viden om vilde ulves adfærd ved at iagttage en flok på Emerales Island vest for Grønland som pga stedets afsidethed aldrig fik lært at frygte mennesket. Foruden en bedre forståelse af ulvens økologi giver informationerne også svar på meget af hundens adfærd.