Der findes ulve i Rumænien, mange endda. Man ved ikke helt præcist hvor mange, men omkring 2.500 dyr er nok ikke helt forkert. Det er en af de højeste bestandstætheder man finder i Europa og de ulve som ikke lever i ufremkommelige egne, de lever blandt mennesker. Netop pga. mennesker og vores dagsaktiviteter er ulve et kontra nocturnalt dyr. Det er primært om natten ulve strejfer omkring for at finde føde og sommetider består føden af husdyr - det skaber konflikter.

Ulve anses for at være et skadedyr og det er denne holdning der skal laves om på hvis ulvene skal sameksistere med mennesket. I vesten har vi en interesse og et overskud til bevaring af natur og det er da også et tysk initiativ som var grundlaget for the Carpathian Large Carnivore Project. Projektet med hovedsæde i Zarnesti har kørt i 10 år og er lidt af en success historie trods det besvær et ustadigt land som Rumænien fører med sig. Kilden til success har i høj grad været inddragelse af lokalbefolkningen. Man har lagt stor vægt på politiske, økonomiske og sociologiske forhold frem for økologi og naturbevaring alene. Projektet har suget en ikke uvæsentlig turisme til området, hvor den besøgende foruden at være med til en opretholdelse af projektet og hermed arbejdspladser, ligger penge i lokalområdet ved overnatning, forplejning, leje af heste og køb af souvenier m.v. Alt dette er lokalbefolkningen, hvor mange er arbejdsløse eller har en ringe indkomst, fortjent. Jeg gav omkring 200 dkr. for et håndvævet tæppe af fåreuld og et smil jeg aldrig glemmer. Som en del af projektet kører desuden et undervisningsprogram for rumænske skolebørn. Programmet er en udpræget success og materiale efterspørges selv af nabobyernes skoler. Hele clcp-projektet afsluttets desværre i år 2003, men fremtidsplannerne for et stort rovdyrscenter drevet primært af rumænierne selv, er allerede ved at være en realitet. Et sådan center vil ikke kun være en turistmagnet, men vil også fungere som et undervisningscenter, til formidling af rovdyrene.

Selv var jeg frivilling tilknyttet projektet som en del af research teamet. Min primære arbejdsopgave for de 3 måneder opholdet varede, var at lokalisere en ulv vha. telemetri samt at notere dens aktivitetsmønster. Jeg arbejdede 8-10 timer dagligt, både nat og dag. I praksis foregik det ved at lytte til signalet hvert tiende minut for at notere aktiviteten. Mistede jeg signalet galdt det om hurtigst muligt at lokalisere ulven igen, en slags advanceret gemmeleg. Jeg blev mødt med mange nysgerige blikke undervejs i mit arbejde, men det er der jo ikke noget at sige til for man ser særpræget ud med antenne, rygsæk, kompas og resiever. Hvis jeg summer antallet af signallyd op svare det til 4-7 dage med bips hvert sekundt uafbrudt - og ingen visuel kontakt med ulven whatsoever. Ulven maler enhver konstabel grøn af misundelse, så selvom jeg i tre måneder hver dag velvidende har været tæt på ulven, en nat helt ned til en afstand af 80 meter, så så jeg den ikke en eneste gang!

Bjørne så jeg. Der er virklig mange bjørne i Rumænien. Alligevel er det svært at forestille sig, at der i Brasov, Rumæniens næststørste by, er bjørne som kommer når det bliver mørkt for at rode i affaldscontainere. Disse containere står ganske som de ville stå i et dansk socialt boligkvater, men mere eller mindre upåvirket af mennesker vandrer bjørnene fra container til container. Det er blevet en hel turistattraktion i Brasov og ikke ufarligt. Beboerne har tilsyneladne ingen naturlig respekt for de store dyr og fodre dem. Foruden et enkelt dødstilfælde, hvor en beboer fik et hjertetilfælde da han fandt en bjørn i sin opgang, har der heldigvis ikke været alvorlige sammenstød, men udviklingen er risikabel. Ulve er også set rode i affaldscontainere, men dog ikke i samme grad. BBC skulle vist have optaget nogle fantastiske billeder fra Brasov.

Leasa var den første ulv jeg havde med at gøre. At bruge radiotelemetri til fods i et bjerglandskab er besværlig fordi man let vildledes af signalreflektioner, derfor var det en stor oplevelse at snige sig tæt ind på Leasa allerede den første dag. Oveni hørte jeg for første gang vilde ulve hyle. Ganske svagt, som når man er i tvivl om man egentlig hørte noget eller om det var fantasi, men min vejleder sagde den var god nok. Jeg var henrykt. Leasa var som Turnu (alfa, en anden radiomærket hunulv) et oprindelig medlem af Glajerie flokken og et kapitel for sig. Hun blev fanget og radiomærket 2001, ét år gammel. Samme år slår Turnu sig ned sammen med en mage i den østlige del af reviret - i Turnului. Leasa holder sammen med den oprindelige flok, besøger Turnu for en tid, men forsvinder så helt fra territoriet året efter. Hun bliver fundet igen sandsynligvis sammen med den oprindelige flok et nyt sted længere mod nord. Turnului er et karakteristisk bjerg-landskab med forekomst af skov, åbne arealer og spredte dyrehold, hvorimod Leasa's nye hjem var et landskab domineret af menneskelig bebyggelse. Leasa var flyttet på landet og ernærede sig alt efter omgivelserne at dømme primært af hunde og får. I modsætning til Danmark, løber der mange løse hunde rundt i Rumænien, både halvtamme og tamme. Disse er stort set forsvarsløse overfor ulve og falder derfor som let bytte til stor frustration for hundeejere. Husdyrdrab var i sidste ende muligvis årsagen til Leasas død. Kort efter jeg var rejst blev hun fundet kvalt i en snare.

En mere klassisk konflikt rovdyr/mennesker imellem illustreres af Turnu's kamp for overlevelse. Med omkring 8 dyrehold i reviret var der lagt op til ballade. Om dagen går fårene løse men vogtes typisk af minimum én hyrde og nogle hunde. Om natten er fårene beskyttet bag et pælehegn. Ulven sniger sig så ved skumring så tæt på som muligt og angriber typisk før fårene er i indhegningen. Angreb kan dog også forekomme på andre tidspunkter af døgnet, men det var netop i skumringstiden jeg ved et tilfælde var på rette sted til at opleve et. Turnu antastede et af lejrerne og der var et værre spektakel af hundegalm og piften. Hyrderne pifter for at få hundene til at blive ved fårene, for er de først smuttet efter en ulv, har resten af ulveflokken lettere spil. I projektet indgår forskning for løsning af rovdyr relateret konflikter. Ved nøje at notere udsagn om angreb og eventuelle tab har det været muligt at finde frem til de dårligste betingelser for fårehold. En konklussion er blandt andet at flokke græssende tæt op af skov eller krat er en dårlig ide. Ligeledes er utrænnede hunde som enten distraheres af uro i skoven, løber efter ulven, er knyttet til mennesker eller passer sig selv i stedet for fårene ikke effektive nok. I Bulgarien kører apropos et projekt med opdræt af velegnede hyrdehunde. Som en del af forskningen har clcp-projektet tilbudt fårehyrderne gratis brug af el-hegn. Disse har vist sig særdeles effektive idet ingen får er gået tabt ved rigtig brug, dvs når hegnet er omsluttende og strømførende. Hyrderne har også været glade for at ikke skulle sove ude sammen med fårene og for at hegnet er meget nemmere at sætte op/ flytte end traditionel pælehegn. Desværre er el-hegn en dyr investering der først tjenes ind over længere tid og som kan afholde fåreejere fra at anskaffe det.

Jeg fandt hurtigt ud af hvor vanskeligt det egentlig er med telemetri da jeg stod med udstyret på egen hånd. Man lokaliserer ulven ved at kredse sig ind på dyret og efter 2-3 pejlinger er det muligt i teorien at danne sig et billede af hvor hun er - men er hun i en dal kan det være vanskeligt overhovedet at få et signal. Et signal er desuden muligvis blot en reflektion, altså et signal der kommer fra en bjergskråning hvor ulven i virkligheden ikke er. Øvelse gør dog mester og efterhånden fik jeg det lært. Selvfølgelig gik der sport i det. Ved at lytte til sin fornuft og obsevere landskabet var det faktisk muligt at forudsige Turnu’s næste træk. Havde hun et frisk kadaver brugte hun meget lidt tid på at jage og holdt sig gerne i nærheden indtil hun igen blev sulten. En overgang tilbragte hun og hendes mage megen tid ved en såkaldt baitsite. Baitsite er et sted hvor lystjægere udlægger rester fra et slagterhus for at tiltrække rovdyr, som de så kan skyde på fra et skjul. Uden kendskab til lokkemadens placering fandt jeg vej alene ved at obsevere kragerne der fløj omkring. Ved samme metode kan man være heldig at finde et størrere nedlagt bytte. Om vinteren når fårene er i stald udgør baitsites en væsentlig næringskilde for Turnu og hendes mage. Med lidt bedre odds end musen som lever af ost i en musefælde er Turnu heldigvis endnu gået ramt forbi.

Turnu's jagtmarker inkluderer et skovdækket bjerglandsskab rigt på naturlig bytte såsom kronhjort, rådyr, vildsvin og harer. Ønsker man at have et nærmere kendskab til hvilke dyr ulven lever af, kan man enten undersøge efterladenskaber og/eller lede efter det faktiske kadaver. En jagtteknik går ud på at ulven jager sit bytte ned af en skråning til et vandløb, hvor det før eller siden risikerer at snuble. Tyder ulvens adfærdsmønster på at hun har haft held i jagt er vandløb derfor oplagte at gennemsøge for kadavret. I praksis er det dog temlig vanskeligt. Ulven æder sit bytte med rivende hast og skjuler eventuelt resten der ikke havner i maven, så når man først får mistanken om et nedlagt bytte i området er det meste væk allerede. Vi var heldige med at finde et kadaver mens jeg var der. Selv fandt jeg desværre kun gamle ben, men teorien om jagtteknik holder da vand. For min egen fornøjelse tog jeg også ud for at gennemsøge et krat efter Turnu's forladte hule, men efter adskillige hudrifter opgav jeg på trods af jeg vidste nogenlunde hvor den var. Det siger måske mest om mine evner, men for mig virkede det som om Turnu havde tjek på tilværelsen.

En del af territoriet var desuden afspærret til optagelser af en ny film (Cold Mountain). Tilsyneladende bekymrede det ikke Turnu, som lystigt luskede omkring filmsættet. Det var et størrere problem for reseach teamet at få adgang, men vagterne var heldigvis flinke til at lukke os ind for et smil. En sen aften mens jeg lyttede til signalet kom en vagt hen til mig for at fortælle en ulv havde angrebet hans bil. Der var igen tvivl og jeg lytter interesseret indtil det går op for mig adfærdsbeskrivelsen passer på en hund. De løse hunde i Rumænien er ikke til at spøge med, men "det var en ulv som angreb ham." Det er almindeligt der bliver taget fejl af hunde og ulve, men jeg lod det være ved det. Ulven har et dårligt rygte som jeg ikke kan afbalancere på få minutter for en mand der sandsynligvis aldrig har set en eller hørt andre historier end dem om de stygge..

The wolf cabin: Under mit ophold ved projektet boede jeg sammen med 3 andre studerende samt 2 ecovolunteers. 6 mennesker, plus det dobbelte antal mus, er lige i overkandten af det komfortable i en lille hytte med 2 rum og et lille maddepot. Toiletet var et hul i jorden, vand fik vi fra bækken og varme fra brændeovn - det var primitivt. Tilknyttet hytten var også en indhegning med to ulve; Crai og Poiana. Det var en fælles opgave at passe ulvene hvilket indebar fodring med hele dyr. Ikke et job for vegetarer: Når kadavret var blevet så forrådnet, at ulvene ikke ville æde det eller fordi vi synes det lugtede for meget, skulle det bæres ud af indhegningen og brændes i et inferno af 'syngende' tarme, maddiker og andet flygtende ådselskryb! Ecovolunteers var en del af turistprogrammet i projektet, de betalte for deres ophold og blev typisk 2 uger før de drog hjem igen. Som ecovolunteer hjalp de os studerende i dagligdagen og var med ude på sporing. Herudover kom også størrere turistgrupper, private, skoleelever og journalister af og til forbi for at se ulvene og stille spørgsmål.

Egentlig var det hele: hytten, ulvene, telemetri, fårehyrder og turister bare dagligdag i 3 måneder og jeg tænkte ikke meget over det - men hjemme igen kan jeg se, det har været en hel utrolig livsbekræftende oplevelse at have været en del af rovdyrsprojektet i Rumænien.

Link til flere fotos taget i Rumænien.